Klar til Trivsel

Adresse: Udbyvej 54A, 4300 Holbæk

Telefon: 51 35 73 06

Mail: fie_petersen@yahoo.dk

Hjemmeside: www.klartiltrivsel.nu

Klar Til Trivsel v/Fie Petersen tilbyder kropsterapi og bevægelseshold i det gamle mejeri i Udby.

Kropsterapi

Kropsterapi er en betegnelse for den slags støtte og trivselsfremme, hvor det kropslige inddrages. Men ulig fysioterapi er kropsterapi ikke begrænset til anatomi og fysiologi. Kropsterapi baserer sig totalt på, at mennesket er et hele. At det fysiske og kropslige hænger sammen med tanker, følelser og det levede liv. At sindet er i kroppen, og kroppen er i sindet. Du kender det måske fra den nervøse mave før eksamen, de bløde knæ under forelskelsen, de knyttede næver og sammenbidte kæber? Kroppen er konstant påvirket af sansninger og tanker, og kroppen kan huske. Endda huske oplevelser, som bevidstheden ikke har adgang til.

Ofte minder kropsterapi om massage. For jeg masserer, klemmer, strækker og giver pulserende tryk på musklerne. Det muskel- og bindevævsafspændende arbejde er en vigtig del, hvis modtageren er tryg i det. Den fysiske berøring vil for mange betyde en strøm af hormonet oxytocin, og dermed velvære og afslappethed (og fænomenet hudsult er omvendt et resultat af manglende berøring). For nogle vil berøring på bar hud dog være en så sansestærk og alarmerende oplevelse, at kropsterapien må arrangeres, så støtten til at finde fortroligheden i egen krop sker beskyttet af stof eller bløde genstande eller gennem stemmeguidede bevægelser/sansninger/vejrtrækning.

Da min kropsterapi også funderer sig på energiflow og østens kropsforståelse (TCM), benytter jeg mig af tryk og tapping på energiknudepunkter og zoner, og jeg inviterer til at blive bevidst om de følelser, der fylder, og til at tage hånd om dem, så der kan også være meget at tale om i kropsterapi, og andre gange er ord unødvendige.

Kropsterapi giver også anledning til samtaler om søvn, motion, næring, hydrering, natur, stress, og meget andet som kan påvirke trivslen.

Kropsterapiens formål er at ”grounde”, at berolige nervesystemet, at hjælpe til et dybere åndedræt/diafragmatisk vejrtrækning, at ilte, at skabe flow i energi og væsker, at løsne spændinger, at gøre smidigt, at øge kropsbevidsthed, at styrke de kropslige funktioner, og aflade følelsesmæssig spænding.Jeg kan hjælpe dig, hvis du har ondt i kroppen eller har symptomer som træthed/udslæt/søvnproblemer/ødemer.

Bevægelseshold

Trivsel og motion er nært forbundne. Det er der både forskning og hverdagserfaringer, der viser. Kroppen er skabt til at blive brugt og brugt alsidigt. Hos ”klar til Trivsel” motionerer vi på hold, får kyndig vejledning, i et rummeligt fællesskab, ofte med motiverende/ støttende musik til. Og det foregår i Mejeriet.

Aktuelt er der mulighed for at få alsidig grundtræning med tempo på en aften og lidt lavere tempo en formiddag, såmænd også hold med motion på/ved en stol, og der er et hold med Danse-motion. Desuden et afspændingshold, som via en blanding af Qi Gong og Yoga giver en effektiv genopladning.