Adresse: Uglerupvej 31, 4300 Holbæk
Telefon: 59 46 16 23
Mail: kontakt@tusenaes-kunsthaandvaerk.dk
Hjemmeside: tusenaes-kunsthaandvaerk.dk
Hos Tuse Næs Kunsthåndværk, kan du gå på opdagelse blandt designertøj, tasker, smykker, interiør og kunsthåndværk. Eller du kan forkæle din kunstneriske åre i galleriet, der har udstillinger af danske og udenlandske kunstnere.
Naturskønne omgivelser
Den gamle firelængede gård ligger naturskønt placeret på Tuse Næs i Uglerup, der er kendt for sit smukke morænelandskab, skov og grønne enge. Fra caféens hyggelige terrasse kan du nyde hjemmelavede lækkerier med udsigt ud over den store smukke have, den lille sø og landskabet i baggrunden.
Aktiviteter
Tuse Næs Kunsthåndværk afholder løbende udstillinger i galleriet samt indendørs- og udendørs arrangementer. En gang om året afholdes en stor sommerkoncert i de smukke omgivelser. I udstillingslokalet kan man se skiftende udstillinger med både danske og udenlandske kunstnere. Udstillingerne varierer mellem maleri, skulptur, keramik, glaskunst oa.
Moderne designertøj og kunsthåndværk
I designbutikken finder man et bredt udvalg af designertøj og kunsthåndværk fra nøje udvalgte nye og spændende brands, som ikke ses i de fleste designforretninger.
Stedets historie
Historien om Tuse Næs Kunsthåndværk tager sin begyndelse i efteråret 1994, da de to veninder Connie Jørgensen og Yvonne Thygesen startede det lille tøjfirma Y’Con-design, hvor de syede dametøj, børnetøj og herreskjorter. Tøjet blev solgt til modeaftener hos privateog ved modeshows.
Synålene lægges på hylden
I foråret 1997 besluttede de at åbne en butik i den ene staldlænge på gården i Uglerup på Tuse Næs, hvilket dog betød, at de ikke længere havde tid til selv at fremstille tøjet. Derfor valgte de to driftige kvinder at indkøbe tøj fra mindre designere og supplere sortimentet med blandt andet tasker, smykker og kunsthåndværk.
Katastrofen rammer gården
I sommeren 2005 gik man i gang med at renovere bygningerne og var rigtig glade for resultatet. Men så indtraf katastrofen: Den 17. september 2005 opstod der brand på gården, og samtlige længer nedbrændte. Det var en hård omgang, men Connie og Yvonne besluttede at fortsætte drømmen og to år senere var gården klar til genåbning.
Starten på et nyt kapitel
Ved genåbningen var gården nærmest ikke til at genkende: Den oprindelige butik var nu udvidet med galleri og café, så gæsterne nu kunne kigge på design og kunst på hele 300 m2. Haven blev renoveret af Jørgen Thygesen, der også lavede både stensætninger og haveanlæg.
Et nyt kapitel i Tuse Næs Kunsthåndværks historie var indledt.